CXMT, eller ChangXin Memory Technologies, er Kinas største indenlandske producent af DRAM-hukommelse, og selskabet har nu sat to nye rekorder med sine DDR5-chips inden for få dage af hinanden. Colorful har demonstreret en kit der kører stabilt ved 9000 MT/s, mens ASUS separat har vist samme type hukommelse fungere ved DDR5-6000 med timings helt ned til CL28. CL-tallet, forkortelse for CAS Latency, angiver hvor mange clock-cycles hukommelsen bruger på at reagere, og jo lavere tal ved samme frekvens, jo hurtigere svarer den i praksis.
De to resultater dækker hver sin ende af hukommelsestuning. Det ene handler om ren hastighed, det andet om lavere latency ved en mere almindelig og brugbar frekvens, og tilsammen tegner de et billede af hvor hurtigt CXMT rykker sig lige nu.
Hastighedsrekorden blev sat med en 48GB iGame Shadow II kit i konfigurationen 2x24GB på Colorfuls iGame X870E VULCAN W OC bundkort sammen med en Ryzen 9 9950X3D. Ifølge Colorful bestod opsætningen stabilitetstest ved 9000 MT/s. Det følger efter 8600 MT/s i juli og 8800 MT/s i august, så springet er sket over relativt få uger.
CL28-resultatet kommer fra en anden vinkel af samme historie. De fleste CXMT-baserede DDR5-6000 kits på markedet i dag bruger timings omkring CL36, men Colorfuls 2x16GB iGame Shadow II kit kan nu køre ved DDR5-6000 med både CL30 og CL28 på nyere Intel og AMD platforme. ASUS har vist tilsvarende resultater med moduler fra andre kinesiske producenter, i konfigurationer med 2x16GB, 2x24GB og blandede 16/24GB opsætninger.
Det er værd at holde tungen lige i munden her, for ingen af resultaterne betyder at CXMT allerede sælger DDR5-9000 eller DDR5-6000 CL28 som færdige detailprodukter. Testen ved 9000 MT/s kører på et bundkort der er specialbygget til hukommelses-overclocking med kun to DIMM-slots, og CXMT oplyser selv officielle datarater på op til 8000 MT/s for sine 16Gb og 24Gb chips. Men tempoet i fremgangen fra juli til nu er svært at ignorere, og det sker samtidig med at flere bundkortproducenter uafhængigt af hinanden demonstrerer de stramme DDR5-6000 timings.
Selskabet lancerede officielt sin DDR5-serie i november 2025 med en topfrekvens på 8000 MT/s, og målet har hele tiden været at reducere Kinas afhængighed af Samsung, SK Hynix og Micron, som tilsammen dominerer det globale DRAM-marked. Udviklingen sker midt i en global hukommelsesmangel, hvor priserne på DDR5 er steget markant, og det gør CXMT til et stadig mere interessant navn for bundkortproducenter der leder efter alternativer.
Hvis du overvejer et nyt byg eller en opgradering i den kommende tid, er CXMT derfor værd at holde øje med, selvom priserne på kinesisk hukommelse indtil videre ligger tæt på de etablerede mærker. Om selskabet kan omsætte disse laboratorieresultater til produkter der rent faktisk ligger på hylderne, er stadig et åbent spørgsmål, men retningen er svær at overse.